torsdag den 23. marts 2017

Oplev havørnen på Fanø



Chancen for at opleve de store vingefang på Fanø har aldrig været større.  Øen har det sidste halve år udgjort et sandt ørne hotspot, der matcher klassiske ørnedestinationer i Sverige og Tyskland. Denne lille ørneguide giver nogle tips til, hvor man kan spotte ørnene, og hvad de laver på vores kanter. Artiklens fantastiske fotos er taget af Karin Gustausen fra Esbjerg, der følger havørnene ved Filsø tæt. Hendes billeder vises forståeligt nok ofte i publikationer om ørne og rovfugle.

Tiltrækkes af plads, fugle og døde sæler
Når havørnene pludselig ses omkring Fanø i større antal er ikke tilfældigt. Selv da havørnen stadig var sjælden og truet i Europa, tiltrak Vadehavet nogle få individer i vinterhalvåret, hvor der de fleste år er mange overvintrende fugle, som ørnene lever af. I 1980´erne og 90´erne kunne man med lange mellemrum være heldig at støde på en ørn, oftest langt ude på vaden i behørig afstand til civilisationen og ubemærket for de fleste.
Havørnen ynglede i 1800-tallet flere steder i landet, men blev efterstræbt, skudt på og udryddet. På trods af fredningen af rovfugle kom de første ynglende par havørne først tilbage til Danmark i 1995. Det var ørne fra det tidligere Østtyskland, der krydsede vandet til Lolland og Falster. Siden dengang er det gået stadig fremad, og bestanden talte i 2016 hele 83 par.
Ørnene har bredt sig fra det sydøstlige Danmark og op over landet som en vifte, der bredes ud mod nordvest. Og det er gået stærkt. Ved genindvandringens begyndelse spåede Dansk Ornitologisk Forening, at man kunne nå 75 par i 2040! Det har vi altså allerede passeret. Da de danske ørnes ynglesucces tilmed er god, og at selv yngre og uerfarne par får unger på vingerne, vil bestanden formentlig vokse yderligere. Så længe der er gode ynglepladser med fred, ro og føde. Faktisk er de danske ynglefugle nu med til at sende unger tilbage til vores nabolande, så vi bidrager med at opretholde den europæiske bestand.
Ung havørn og nærgående krager. Bemærk at der ses "meget vinge og lidt hale".
Og at hovedet stikker tydeligt frem. Som beskrevet nedenfor.

Yngler ikke på Fanø – endnu.
De ørne, vi ser på Fanø, er overvintrende eller forbitrækkende fugle, der i løbet af foråret spredes igen. Der går typisk 5-6 år, før en ørn er gammel nok til at yngle, så der er ganske mange teenage-ørne i omløb, der, som årene går, selv går på udkig efter egnede steder at etablere sig. Ørne kræver som sagt ro omkring reden, der ofte bygges i høje, ældre træer, men i de senere år har flere par overrasket ved at bygge rede i områder, man tidligere ville have vurderet som værende for tæt på alfarvej. Spørgsmålet er, om Fanø kan tilbyde træer i en højde, der passer ørnene, og om der er steder i klitplantagen, hvor de kan finde tilstrækkeligt ro. Det vil de kommende år vise.  

Hvordan stor er en havørn?
Mange rovfugle giver indtryk af at være store. Kommer man tæt på en rørhøg, som er almindelig på Fanø, eller en musvåge, vil de begge virke majestætiske og fylde godt i synsfeltet. Omvendt kan man sagtens køre forbi en ørn på himmelen, der ikke virker speciel stor. Størrelsesindtryk er helt afhængig af afstanden og den baggrund, fuglene ses på.

Men havørnen er enorm i forhold til en musvåge. Se bare på billedet herunder. De to fjer er de største fra henholdsvis en musvåges og en havørns vinge.
Havørne- og musvågefjer til sammenligning. Begge fundet på Fanø.
Begge svingfjer fra fuglenes "vingespidser".
Ørnefjeren måler hele 57 cm. Den er fundet af Mette Bredthauer.
Foto: Marco Brodde
Det er svært at læse sig til, hvordan en ørns proportioner skiller sig ud fra vågernes, når man ser dem i naturen. Men i de fleste tilfælde vil man hos en ørn se meget mere vinge end hale. Vingerne er meget brede og halen kort. Får man en flyvende fugl i kikkerten, vil man også kunne se, at hoved og næb "rager" ud. Hos en musvåge og de fleste andre rovfugle af denne kaliber, vil man ikke lægge mærke til det faktisk ganske lille næb, og hovedet stikker kun en smule frem.
Hos en udfarvet havørn er halen lysende hvid og hovedet lys beige, de yngre er mørkere brune med lyse pletter og felter. Det bedste er faktisk at lære de almindelige arter at kende. Se i en fuglebog og få styr på musvåge og rørhøg. Det gør det meget nemmere at spotte ørnen, når den er der!
Hvor ser man ørnene?

Et par tommelfingerregler lyder: Havørnene sidder ikke i træerne langs Landevejen, det gør musvåger til gengæld ofte. Ørnene kan sagtens flyve ind over vejen, skolen, Brugsen, Bryghuset (for bare at nævne nogle af urbane steder, der er set ørne den seneste tid). Men de lander ikke sådanne steder. Heller ikke på hustage, i haver eller i vejkanter. Ser man dem over byen, er det fordi, de er på vej fra den ene side af øen til den anden.
Så selvom ørnene kan ses flyve over hvor, det skal være, oplever man dem mere typisk på en stribe lokaliteter på Fanø.

Keldsand og Galgerev
De store højsande, vaderne og marksområderne omkring øens sydspids er et rigtigt ørneland. Der kan være langt ud til ørnene, og er de ikke på vingerne, opdager man dem sjældent. Med mindre man har en kikkert. Gode steder at holde øje er Norddiget ved Sønderho, Børsen, Hønen og Sønderho Strand. Ofte har der denne vinter siddet flere ørne ude på Langjord, den store sandbanke ud for Sønderho Strand, hvor de har gjort sælerne selskab.

Observationsposter ved Sønderho med udsigt over Keldsand.

Observationsposter  syd for Sønderho med udsigt over Langjord og Galgerev.
 

Annes Dal Bjerg
Fra den høje klit ved Albue Fuglekøjes P-plads kan man overskue en stor del af øens østkyst. Hen under eftermiddag har mange besøgende fået store oplevelser med ørne i luften, der søger denne vej ind over øen til overnatning. 

Heden v. Sønderho Gl. FuglekøjeDet åbne terræn ud til østkysten tilbyder også et godt udsyn i et område, hvor ørnene ofte flyver ind over.

Klitplantagen syd for Skovlegepladsen
Før jul var denne del af skoven havørnenes foretrukne overnatningsplads. Senere spredte de sig mere ud. Formentlig pga. for megen menneskelig og lidt for nærgående ”interesse”. Spotter man ørne i træerne bør man holde behørig afstand og bruge en kikkert.  På overnatningspladsen kræver fuglene ro, ligesom os andre.

Gode observationsposter fra kanten af klitplantagen.


Halen og Skideneng
Kører man ud ad Klingebjergvej ved Rindby, bør man kigge op med mellemrum. Ørnene ses ofte herfra, når de kommer langs kanten af strandengen i det område, der kaldes Skideneng. Hele vejen rundt om Halen bør man holde øje. Både med luftrummet og med vadefladerne ud for kysten (hvis det er lavvande, og ørnene dermed kan sidde på sandet og æde eller hvile).

Ruten ud til Halen kan byde på ørneoplevelser.
 

Grønningen og Søren Jessens Sand
Nordspidsen af øen kan også huse ørne. Herfra kan de nå over til Langli og Skallingen, der er gammelkendte traditionelle ørnelokaliteter, også da de store fugle var sjældne. Man kan scanne landskabet med en kikkert fra en af de høje klitter for enden af betonvejen, hvor udsigten er formidabel.

Nordspidsen af Fanø er et rigtigt ørnelandskab. De høje klitter mod nordvest er gode udsigtspunkter.
 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar